Det sidste farvel

Nogle kalder begravelsen det sidste farvel. Måske er det også sådan, det er.

Måske sagde jeg det sidste farvel, da jeg så min kære i live, eller sidste gang jeg følte et klem i hånden i sygesengen. Måske føler jeg fortsat, at der er en kontakt med den døde i tankerne og minderne. Hvad vi føler, er forskelligt fra person til person.

Højtidligeheden i kirken eller kapellet omkring begravelsen eller bisættelsen er en ramme til fælles afsked.

Det er her, vi sammen har mulighed for at mindes. Det er her, vi kan hilse på hinanden og sige, at vi tænker på hinanden og er fælles i mindet om den, vi har mistet. 

En periode var det ret almindeligt, at begravelser foregik i stilhed som en privat sammenkomst. Nu om dage sætter de fleste pris på, at venner og bekendte kommer og deltager. 

Når man deltager i en begravelse, anerkender man de efterladtes sorg og tager del i den. Man markerer, at man er der for den eller de efterladte. Det giver styrke og støtte til den, der har mistet.

Kirkens ritual ved begravelser vil ikke tvinge de deltagende og efterladte til at skulle tro og føle på en bestemt måde. Men ritualet og salmerne lægger ord frem om håb og trøst og stiller dem til rådighed. 

Vi beder til Gud for at takke for det, vi har delt med hinanden, og for det, den afdøde gav os gennem sit liv. Vi beder Gud være nær, både hos den, vi ikke længere kan nå, og hos os, der oplever den tomme plads. 

Begravelsen er en afslutning på ét kapitel - og begyndelsen på et nyt.

Asger Petersen, sognepræst